Prisforskelle

Det er vist meget velkendt at det er billigere at leve i Tjekkiet end i Danmark og at indtægten er tilsvarende lav hernede. Jeg vil skyde på at levestandarten er nogenlunde den samme når man tager indtægter og udgifter i betragtning. I hvert fald når man udelukkende ser på priser for fødevarer o.s.v.. Skal man sammenligne fuldt ud er der flere forhold som spiller ind, forsikringer, pension, uddannelse o.s.v. Det vil jeg gemme til et andet indlæg.

Ser man udelukkende på priser afhænger det i høj grad af hvad man skal købe. Kursen p.t. er 100 Dkr. = 350 Kc (korun), altså en faktor 3.5. Generelt er almindelige dagligvarer billigere hernede, gennemsnitligt omkring halvdelen. Det gælder for mange fødevarer, en del tøjmærker, husleje, biler o.s.v. Endnu billigere er mange forhold som indeholder en service, da lønningerne er så lave for de mennesker som udfører service i dagligdagen. Så det er relativt billigere at gå ud og spise, feste på en bar, få repareret bilen eller gå til tandlægen. Et par eksempler: (omregnet til danske kroner)

Jeg betaler 300 kr. for et tjek og tandrensning hos tandlægen – i Danmark gav jeg ca. 900 kr.
Min mekaniker tager omkring 100 kr pr. time for reparation, men det er så også til en slags vennepris.
En bybusbillet koster 4,50 kr for en voksenbillet, en liter benzin koster det samme som i Danmark.
En god middag (f.eks. mørbrad) på en restaurant i middelklassen koster ca. 50 kr. Mange steder inklusiv en øl.
Apropos øl, så koster en halv liter Svijany fadøl 7,50 kr. i vores Vinylbar. 4 cl. rom koster 7 kr.

Det her er provinspriser, i Prag er de generelt højere – men det gælder jo også i Danmark.

Bilerne er som nævnt også en del billigere på grund af den næsten ikke eksisterende vægtafgift. Til gengæld koster et 10-dages motorvejskort omkring 100 kr. Så her er det langt dyrere at køre bil, end at tage offentlig transport. Og nu vi er ved transport priser. På grund af tjekkernes lave indkomst og dermed købekraft er rejser til udlandet naturligvis også relativt dyrere for en tjekke. Prisen på destinationen er jo den samme uanset nationalitet og de tjekkiske rejseselskaber er i mange tilfælde dyrere end de tyske. Så mange kører til Munchen eller Nurenberg og flyver på ferie derfra.

Mange såkaldte luksusvarer er også relativt dyrere for en tjekke, da de er importerede og producenterne insisterer på ensartede priser. En Mac laptop koster eksempelvis det samme I CZ og DK, det samme med de fleste TV, telefoner, musikanlæg o.s.v. Der er heller ikke stor forskel på telefonabonnementer, el, vand og varme. Igen er det derfor relativt dyrere for en tjekke.

En sjov ting i den sammenhæng. Nede i gågaden har vi en Tiger butik. Næsten alle varer har stadig dansk påskrift. Det skøre er så at priserne også er de samme som i Danmark, mere eller mindre. Så hvor Tiger i Danmark er kendt som en billig butik med en masse mere eller mindre nyttig skrammel fra Kina, er det her en mere eksklusiv og dyr forretning. I hvert fald hvis man sammenligner med de mange vietnamesiske butikker med nogenlunde samme varer. På madsiden er MacDonald et relativt dyr sted da et meal dér overstiger prisen på en almindelig restaurant.  Det samme på KFC.

Nogle få fødevarer er også dyrere her, men det er som regel fordi de er importerede. Herunder fisk og skaldyr, kokosmælk, nogle soyaprodukter og andre varer som man ofte bruger i kinesiske retter. Generelt er produkter fra lokale markeder eller producerede i Polen billigst. Og selv om EU har påduttet producenterne, at et givent produkt skal indeholde de samme ingredienser uanset hvor i EU det sælges, så er mange varer produceret til det østeuropæiske marked, stadig af ringere kvalitet. Derfor vælger vi altid de polske varer fra.

Sidst et par eksempler mere fra min dagligdag:
Jeg er nødt til at købe mig en privattegnet sundhedsforsikring. For den giver jeg lige over 3000 kr. om året. Det vil man vist aldrig finde i DK.
Min bilforsikring koster mig 800 kr. om året. Det er så kun den obligatoriske ansvarsforsikring – man alligevel.
En taxa fra baren og hjem koster 27 kroner. Der er 3.5 km.
Et billigt franskbrød koster 5 kr. Et rundstykke (tilsvarende) ned til 1 krone.
En liter letmælk på tilbud: 2 kr.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *