Tjekkisk rock

Tjekkisk musik er ikke særlig velkendt i Danmark, ligesom dansk musik stort set er ukendt hernede. Jeg hører radio i bilen og har aldrig hørt et dansk nummer spillet, udover Lars Ulrik på trommer. Der er dog en meget stor musikscene hernede, især rock. Størstedelen af de tjekkiske rockbands bevæger sig i genre som Heavy, Death og Black Metal, det meste af det for hårdt til mig og i det hele taget ikke noget jeg gider skrive om. Der er dog også gode rock bands efter min smag, så nogle af dem vil jeg nævne her.

Men først et lille hop til en anden genre. Da Kim Larsen døde sidste år var der en masse hype omkring det i Danmark. Han blev betegnet som et nationalskjald, et klenodie og havde gennem tiden berørt mange danskere. Også selv om han egentlig var lidt reserveret og ikke selv ønskede at være i spotlightet, modtage priser o.s.v. Hernede blev hans død ikke nævnt med et ord, ingen jeg har spurgt har hørt om Kim, eller Gasolin. I denne uge døde den tjekkiske pendant til Kim Larsen, Karel Gott, 80 år gammel, hvilket jeg er ret sikker på de færreste danskere har hørt om. Et godt eksempel på hans popularitet er at han har vundet den tjekkiske music award ikke mindre end 41 gange. Han var meget populær i Tyskland hvor han også vandt mange musikpriser gennem tiden. Han performede til det sidste og nåede at udgive præcist 100 albums samt en masse compilations. Et populært udtryk om ham er “The Sinatra of the east”. De sidste dage har der været en del diskussion om hans begravelse, fordi nogle politikere er anklages for at ville score popularitet på den, men det ender vist med noget nær en decideret statsbegravelse.

En ung Karel Gott
Live fra 2018

Tilbage til rocken. Jeg har udvalgt 6 rockbands som måske kan være interessante at give et lyt. Et par af dem havde jeg faktisk hørt om før jeg kom til Tjekkiet, men vidste ikke de var tjekkiske.

Olympic  
Blev dannet i 1962 i Prag og spiller stadig. Adspurgt hvilket tjekkisk rockband er det mest kendte, svarer de fleste jeg har spurgt Olympic, derfor starter jeg med dem. De har udgivet 23 studiealbums, det første i 1968. De startede med spille Rock’n’Roll i 60’erne, men fulgte trenden og gik over til den mere hårde genre op gennem 70’erne. Omkring 90 skiftede de genre igen og fortsatte med en blødere pop rock stil som de stadig spiller. Iflg. en artikel jeg lige har læst lagde de ikke skjul på at de ville nå et bredere publikum, blive populære og tjene flere penge på deres musik. Det må siges at være lykkedes, de er især slået igennem i de østeuropæiske lande.

Kabát
Vandt 2. pladsen i min lille lokaltest på hvem jeg skulle medtage. De blev dannet i 1983 i Teplice og er fortsat med samme bemanding til i dag. De har udgivet 11 studiealbums mellem 1991 og 2015 og deres album Suma Sumarum fra 2002 skulle være det bedst sælgende tjekkiske rockalbum nogensinde. I starten spillede de Trash metal rock lokalt i og omkring Teplice, men blev senere mere moderate og fik deres gennembrud sammen med deres første LP i 1991.

Lucie 
Blev dannet i 1985 og spiller stadig i dag, dog med en anden besætning. Bandet havde hvad de kaldte en “kreativ pause” 2004 til 2012, men havde en turbulent og konfliktfyldt (gen)opstart. Først på det sidste er de igen blevet meget aktive live. De udgav deres første album i 1990 og udgav 7 studiealbums frem til 2002. Efter pausen har de ikke udgivet noget før sidste år hvor albummet EvoLucie udkom.

Tři sestry 
Tre søstre på dansk. Det er lidt usikkert hvornår de egentlig startede og med hvilken besætning, da de udsprang fra et fællesskab i en gymnasieklasse med skiftende besætninger. Men første gang de anvender navnet er i 1985 og de spiller hovedsageligt punk musik i Prags undergrundsmiljø. Meget af den slags foregik i det skjulte i det tidligere kommunistiske Tjekkoslovakiet, da myndighederne slog hårdt ned på “uautoriseret” musik og bevægelser. Der var meget lidt tilgængeligt musik på markedet fra udenlandske rockbands, det meste blev solgt på det sorte marked. Så det var med en vis risiko at musikere mødtes for at spille og især give koncerter. Tri sestry eksisterer stadig i dag efter 28 albums og utallige koncerter, men spiller en mere moderat genre efter en periode med hardcore punk.

Citron 
Er et heavy metal band som blev dannet i1976 og spillede frem til 2015 hvor bandet blev splittet i 2 grupper. Indtil da havde de udgivet 10 albums og den nye besætning har efterfølgende udgivet et enkelt i 2016. Det er det eneste band på listen jeg har hørt live og det var en ganske fin oplevelse selv om jeg ikke rigtig forstår teksterne. De spiller stadig livekoncerter er meget populære her i Ceske Budejovice.

The Plastic People of the Universe 
Er nok det mest progressive tjekkiske band gennem tiden. De blev dannet en måned efter sovjettiske og andre Warsaw Pact tropper invaderede Prag i 1968. De var fra starten meget antikommunistiske og med i bevægelsen der skabte Prags undergrund imod det nye regime. Under den såkaldte “normaliseringsproces” blev de ofte arresteret før, under eller efter deres koncerter. Selve navnet er inspireret af Frank Zappas nummer “Plastic People” fra 1967. En kendt hændelse skete i 1974 hvor tusindvis af mennesker rejste fra Prag hertil Ceske Budejovice for at overvære en af deres performances. I et stort politi og militær opbud blev de alle arresterede og sendt tilbage til Prag. Det siges at have sat et kolossalt skub på den tjekkiske undergrund i hele landet og startede bevægelsen Manicky. De langhårede… Gruppen splittedes i 1988, men blev genforenet i 1997 for at hædre 20 årsdagen for Charter 77 og har spillet live siden.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *